Sommerferien er for mange lig med frihed, spontane oplevelser og afbræk fra hverdagen. Men for børn med autisme kan den manglende struktur hurtigt føre til utryghed og overbelastning. Når faste rutiner forsvinder, og nye planer opstår, kan visuel støtte til struktur gøre en stor forskel.
Her er 7 grunde til, at visuel struktur er særlig vigtig i sommerferien – og hvordan du som forælder kan bruge den aktivt.
1. Giver struktur og forudsigelighed
I sommerferien forsvinder mange af de kendte rutiner, og dagene kan se meget forskellige ud. En visuel struktur giver barnet et klart billede af, hvordan dagen kommer til at forløbe – også selvom det handler om ferieaktiviteter, hjemmehygge eller besøg hos familie. Det skaber ro i en ellers uforudsigelig tid.
2. Støtter sprogforståelsen
Ferie kan også betyde nye steder og dermed nye ord. Ved at knytte billeder og visuel støtte til de nye ord og begreber, kan barnet bedre forstå og huske dem. Det gør det lettere at tale om dagen både før og efter
3. Forstærker og understøtter mundtlige instruktioner
Mange børn med autisme har svært ved at tage imod mundtlige instruktioner, fordi de er ladet med udtryk, tonefald og alt muligt andet, som kan distrahere. En visuel struktur gør beskederne konkrete og mere overskuelige – og barnet har mulighed for at vende tilbage og se, hvad der blev sagt, uden at skulle spørge igen.
4. Lærer barnet om tid og rækkefølge
En visuelt struktur viser tydeligt dagens begivenhedsforløb. Barnet kan bogstavelig talt se, hvad det skal nu, og hvad der kommer bagefter. Visuelle skemaer kan også bruges til at lære barnet om mere abstrakte begreber, som “først”, “næst”, “sidst” og “næstsidst”.
5. Lærer barnet om ansvar og planlægning
Børn kan selv deltage i planlægningen af deres dag ved at hjælpe forældre eller lærere med at bygge deres visuelle struktur. Hvis I anvender Mobilize Me, kan det fx være ved at finde billeder til de enkelte aktiviteter. Når barnet selv deltager i planlægningen, giver det plads til at tænke over, hvad det egentlig har brug for hjælp til, og hvad det kan klare uden hjælp.
Er du fagperson og nysgerrig på, hvordan Mobilize Me’s værktøjer kan gøre en forskel i dit arbejde? Book en gratis online præsentation her.
6. Letter overgangene
Skift mellem aktiviteter – fx fra badetur til aftensmad – kan være svære, især hvis de kommer uventet. En visuel plan gør det lettere for barnet at forudse, at noget nyt er på vej. Det mindsker modstand og frustration, fordi barnet allerede er forberedt på skiftet og kan se, hvad der kommer bagefter.
7. Øger selvstændigheden
Når barnet selv kan følge en plan og se, hvad der skal ske, bliver det lettere at navigere i dagen uden konstant guidning fra voksne. Det styrker barnets selvstændighed – også i nye eller ferieprægede situationer – og giver samtidig forældrene lidt mere luft i ferien.





